Nye tankvogne til Østjyllands Brandvæsen

Nye tankvogne til Østjyllands Brandvæsen. Foto: Carl-Johan Semler

Hen over efteråret 2019 har Østjyllands Brandvæsen indsat 3 nye tankvogne på de 3 fuldtidsstationer i Aarhus. Køretøjerne erstatter dels 3 traditionelle tankvogne, men også de 2 specialtendere der primært var dedikeret til beredskabet på Oliehavnen i Aarhus. 

De ny tankvogne skal således indgå i såvel det daglige beredskab som de også skal kunne anvendes på Oliehavnen. 

For at løse den opgave er der indkøbt Scania P500 chassiser med CP17 kabine, 13 liters 500 hk motor med Allison gearkasse. Opbygningen er udført ved Rosenbauer i Leonding, hvor man har opbygget bilerne med en 10.000 liters vandtank, 500 liters skumtank, kraftig N55 pumpe, en frontmonteret RM15 vandkanon og på taget en RM80 vandkanon der begge kan fjernbetjenes fra såvel førerkabinen som i pumperum og fjernbetjening. Køretøjerne har endvidere 2 seperate skumsystemer, nemlig et Digimatic til brug for frontkanon og udlægninger, samt et Fix Mix til brug for tagkanonen. 

Erfaringer fra perioden med de 2 specialtendere har gjort at man har valgt ovenstående løsning, dels for at sikre mandskabet er mere fortrolige med køretøjerne, og dels for at reducere de faste driftsomkostninger. Samlet set er det en beredskabsmæssig god løsning, der stadig sikrer en høj sikkerhed i forbindelse med større indsatser, også på Oliehavnen. 

I skrivende stund har alle tre tankvogne fået udført en større ombygning af Rosenbauer. I den forbindelse er begge B-indgange mellem bagakslerne blevet udskiftet til A-indgange. Dette for at sikre en bedre indsats for slukning når man anvender den kraftige ringledning på Oliehavnen. Samtidig har flere af tankvognene været indsat med god effekt med RM80 og skum til 2 forskellige brande i bl.a. affaldsoplag, hvilket var muligt da de er med i den daglige førsteudrykning.

Østjyllands Brandvæsens 3 fundidsstationer er: Aarhus Nord (midlertidig station på brandskolen i Skejby – der påbegyndes opførelse af ny station på Klokhøjen i Lisbjerg medio 2020), Aarhus City (Ny Munkegade) og Aarhus Syd ( midlertidig station på Søren Nymarksvej 4 i Højbjerg – der opføres ny station på Søren Nymarks Vej 6a, forventet indflytning 2022).

Læs om foreningens tur til Østjyllands Brandvæsen i september 2019

  • Beredskab: Østjyllands Brandvæsen
  • Stationer: Nord, City, Syd
  • Køretøjstype: Tankvogn
  • Fabrikat: Scania P500
  • Opbygning: Rosenbauer
  • Årgang: 2019
  • Tekst: Jesper Hansen, Østjyllands Brandvæsen
  • Foto: Carl-Johan Semler

Denne side anvender cookies for at forbedre din brugeroplevelse. Du kan læse mere om cookies og om vores privatlivspolitik her:  Læs mere