Ny sprøjte bygget af svenske Sala Brand

Ny sprøjte bygget af Svenske Sala Brand. Foto: Claus Mortensen

Østjyllands Brandvæsen har de seneste år været i gang med en gedigen modernisering af vognparken med nye sprøjter, stiger, tankvogne med videre – og i skrivende stund i øvrigt også af de fysiske rammer for brandvæsenets virke med opførelse af hele to nye brandstationer i henholdsvis nord og syd.

Sprøjten her repræsenterer – sammen med sine to søstre, ligeledes hos Østjyllands Brandvæsen – noget helt nyt i Danmark, idet den er opbygget hos svenske Sala Brand, der er en af de allerstørste leverandører af brandkøretøjer i Sverige med agenturer for både Rosenbauer og Magirus. De senere år er de nordiske Rosenbauer-agenter rykket tættere sammen med henblik på at øge konkurrenceevnen på deres respektive markeder, blandt andet ved at kunne tilbyde produkter fra hinandens palette. Således er sprøjten til Østjylland resultatet af et udbud, som blev vundet af RK Brand og Teknik i Ringe, der jo ellers – efter de indstillede egenproduktionen af brandkøretøjer – har budt ind med Rosenbauer-produkter ved danske udbud. Rosenbauer International var i øvrigt også prækvalificeret til udbuddet.

Sprøjten er bygget på Scania P 410 med 13 liters motor med 410 HK, fuldautomatisk Allison-gearkasse og de nye CP28-dobbeltkabine. Chassiset er i øvrigt kortere end de lignende sprøjter, som Sala leverer i Sverige.

Den brandtekniske udrustning stammer fra Rosenbauer, herunder NH35-pumpe, CAFS 800-anlæg og Digimatic-skumanlæg. Vandtanken er på 2.500 liter, og køretøjet medfører også 190 liter A-skumvæske. Der er 5 t. frontspil, batteridrevet Holmatro-frigørelsesudstyr og Cristanini-skæreslukker. Sidstnævnte er i øvrigt den eneste forskel sammenlignet med de to øvrige Sala-sprøjter i det østjyske.

Den viste sprøjte er stationeret hos døgnstyrken på station City (”Munkebakken”), mens søsterkøretøjerne er indsat på de døgnbemandede, midlertidige stationer på Kirstinesminde i nord henholdsvis i Holme i syd.

Blandt øvrige investeringer planlægges der også udskiftning af nogle af deltidsstationernes køretøjer i den kommende tid.

I april bragte vi en andet nyt køretøj, som var blevet leveret til Østjyllands Brandvæsen, nemlig en treakslet tankvogn

  • Beredskab: Østjyllands Brandvæsen
  • Station: City
  • Køretøjstype: Autosprøjte
  • Fabrikat: Scania P420
  • Opbygning: Sala Brand (leveret af RK Brand & Teknik)
  • Årgang: 2019
  • Foto: Claus Mortensen

Denne side anvender cookies for at forbedre din brugeroplevelse. Du kan læse mere om cookies og om vores privatlivspolitik her:  Læs mere