Kør-selv-tur d. 11. august 2019 – RK Brand & Teknik

Virksomhedens tre daglige medarbejdere. Foto: Henning Svensson

Årets tredje kør-selv-tur gik til Fyn, hvor vi havde en aftale på et sted, som var anderledes end mange af de steder vi tidligere har besøgt. Denne gang var det ikke en brandstation eller et brandvæsen, men en brandbilsopbygger, nemlig RK Brand & Teknik A/S.

Det var anden gang i foreningens historie at vi skulle besøge RK Brand & Teknik A/S v/ Vagn og Martin Pedersen i Ringe.

RK er en del af et firma som  har lavet karosseriarbejde i mere end 90 år.  Dog er det nuværende firma etableret i september 2007 af Vagn Pedersen, som kom fra Ringe Karrosseri A/S. I 2013 overtog sønnen Martin Pedersen chefrollen.

RK Brand og Teknik A/S er partner med Rosenbauer International AG og man leverer omkring 15-20 brandkøretøjer årligt. Det seneste år er der dog trillet en del flere køretøjer ud af maskinhallen.

RK er med ved bestilling, udvikling, service samt oplæring af kunden når det gælder brandkøretøjer.

For det meste bliver grundmodellen leveret fra leverandøren og RK laver så de tilpasninger der er bestilt. Det gælder fx indretning af skabe, kabine mm.

Som RK Brand & Teknik selv udtrykker det: Vi laver alt det, man ikke kan finde på internettet.

RK står også for indkøb af udstyr samt salg af køretøjer, når de skal videre i systemet.

Den 19. december 2018 blev firmaet ramt af en voldsom brand, som ødelage hele monteringshallen.  Det eneste stykke værktøj der overlevede branden var en klippebænk.

Af store projekter man pt. arbejder med kan nævnes levering af nye sprøjter til Hovedstadens Beredskab samt lidt blandede bestillinger til Østjyllands Brandvæsen og Roskilde Brandvæsen. Det er blot en del af de mange aktiviteter RK har gang i for tiden.

11 af foreningens medlemmer var mødet op til dette spændende arrangement. En kop kaffe skulle der også til  – og til kaffen blev der naturligvis serveret ægte fynsk brunsvigre.

En stor tak til Martin og Co for deres gæstfrihed.

Besøg RK Brand & Teknik A/S hjemmeside

Denne side anvender cookies for at forbedre din brugeroplevelse. Du kan læse mere om cookies og om vores privatlivspolitik her:  Læs mere