Som det er tradition, afholdt foreningen sin generalforsamling i marts, mere præcist søndag d. 3. marts. Denne gang var vi i Helsingør hos Helsingør Kommunes Beredskab, der havde stillet et lokale til rådighed for os. I alt 15 medlemmer deltog i generalforsamlingen, der blev afviklet i god ro og orden.
Mandskab på brandstationen i Helsingør var så venlige at køre biler frem, så medlemmerne kunne fotografere dem. Som det fremgår af billederne, har man indsat en del nye køretøjer og udskiftet bl.a. nogle ældre sprøjter og tankvogne. Bemærk i øvrigt, at flere af de nyere køretøjer er udsmykket med Helsingørs skyline.
Efter besøget i Helsingør gik turen videre til brandstationen i Espergærde, der netop har fået leveret en ny sprøjte på Volvo FL.
Helsingør Kommunes Beredskab betjener sig af fire stationer, Espergærde, Helsingør, Hornbæk og Tikøb, der alle er bemandet med deltidsbrandfolk. Derudover driver man Nordsjællands Brandskole, der er beliggende i Ålsgårde.
Tak til Helsingør Kommunes Beredskab for deres gæstfrihed.
Vi afholder flere gange i løbet af året forskellige aktiviteter bl.a. fotoudflugter, de såkaldt kør-selv-ture. Hvis du kunne tænke dig at deltage i vores aktiviteter, så bliv medlem af foreningen. Klik på linket på forsiden for at læse mere.