Anden gang er lykkens gang

Sprøjten station Store Heddinge. MAN TGM 15,290 årgang 2013 med 3000 l vandtank og frontspil. Stationen betjener sig desuden af en vandtankvogn magen til station Hårlevs. Foto: Claus Mortensen

I strålende sol mødte 15 af foreningens medlemmer op på brandstationen i Store Heddinge søndag d. 26. maj. Der var tale om et genbesøg, da vi tilbage i oktober 2023 måtte gå forgæves ved vores besøg hos Brand og Redning Køge.

For første gang i foreningens mangeårige historie måtte vi på dagen aflyse en tur. Når vi siger på dagen skal det forstås helt bogstaveligt. Medlemmerne havde netop indfundet sig på brandstationen i Store Heddinge, blot for at konstatere, at remisen var tom. Det var også tilfældet på brandvæsenets øvrige stationer. Alle mand var kaldt til storbrand på Gjorslev Gods i Store Heddinge.

Intet er som bekendt så galt at det ikke er godt for noget, så vi fik en ny aftale i hus og denne gang var heldet med os.

Det blev til besøg på alle brandvæsenets stationer, Store Heddinge, Hårlev, Køge, Lellinge, Solrød, og en imponerende mængde køretøjer.

Brand og Redning Køge, der er en samordning af brandvæsenerne i Køge, Stevns og Solrød kommuner, har indført et nyt køretøjsdesign, som er monteret på alle køretøjer med undtagelse af et par reservekøretøjer. Det gør unægtelig noget ved det visuelle udtryk. På station Lellinge har man indsat en ny sprøjte og en ny tankvogn og på station Køge endnu en sprøjte magen til Lellinges.

Grundstammen på alle brandvæsdenets stationer er en sprøjte og en tankvogn, dertil kommer en række forskellige specialkøretøjer fordelt på flere stationer.

Bemandingen består af en døgnvagt (1+5) på station Lelinge og deltidsbemanding på alle øvrige stationer.

Som det fremgår af billederne viste dagen sig fra sin bedste side og der skal lyde en stor tak til Brand og Redning Køge for at invitere os på besøg.

Sprøjten station Hårlev. Volvo FM med 3000 l vandtank og frontspil. Foto: Claus Mortensen
Vandtankvogn station Hårlev. MAN TGM 18.290 med 8000 l zvandtank. Køretøjet er magen til det på station Store Heddinge. Foto: Claus Mortensen
Brandvæsenets kemiberedskab bor på station Køge, der er en deltidsbemandet station og den ene af to stationer i Køge kommune. Køretøjet er en Mercerdes-Benz Sprinter 316 CDI årgang 2010. Foto: Claus Mortensen
På station Køge udgøres tankvognen af dette kroghejskøretøj på Volvo FM 420 årgang 2020. På billedert er køretøjet læsset med brandvæsenets vandcontainer, der er en mobil branddam, som fremføres tom og fyldes på skadestedet. Man har ligeledes et tanklad, der fremføres fyldt. Foto: Claus Mortensen
Ny sprøjte på station Lellinge. Volvo FM 460 årgang 2023. Køretøjet er forsynet med en 2200 l vandtank og 200 l skumvæsketank. Et køretøj magen til er indsat på station Køge. Foto: Claus Mortensen
Ny vandtankvogn på station Lellinge. Volvo FM 460 med 12000 l vandtank og 200 l skumvæsketank. Bemærk B afgangen på fronten. Foto: Claus Mortensen
Brandvæsenets drejestige bor ligeledes på station Lellinge. Der er tale om en 32 m Mets på Volvo FM 410 fra 2013. Foto: Claus Mortensen
På station Lellinge finder man også brandvæsenets dykkervogn på Mercedes-Benz Sprinter årgang 2008. Foto: Claus Mortensen
Station Solrøds vandtankvogn på Volvo FE 360 med 8000 l vandtank. Køretøjet er årgang 2014. Stationen betjener sig desuden af en sprøjte, der i store træk er magen til Store Heddinges, dog årgang 2008. Foto: Claus Mortensen

Denne side anvender cookies for at forbedre din brugeroplevelse. Du kan læse mere om cookies og om vores privatlivspolitik her:  Læs mere