Lemongrønne brand- og redningskøretøjer

TLF 06, fra brandvæsenet i Zürich, med den karakteristiske lemongrønne farve, der siden  1989 har været et krav til brand- og redningskøretøjer i Zürich. Foto: Jesper Lind Arpe

Nok en gang skal vi til udlandet – nærmere bestemt til Schweiz. Nogle af de 24 schweiziske kantoner (regioner), men ikke alle, anvender det markante lemongrønne design til brand- og redningskøretøjerne. I Kanton Zürich blev det indført som et krav i 1989, at beredskaberne efter en overgangsperiode frem til 1991 udelukkende måtte rykke ud med lemongrønne brand- og redningskøretøjer.

Schutz & Rettung Zürich er den organisation, der blandt andet omfatter brandvæsenet inklusive lufthavnen, ambulancetjenesten, katastrofeberedskabet, alarmcentralen og brandpolitiet, dvs. den brandforebyggende myndighed.

Det er den offentligt forankrede, men privat finansierede bygningsbrandforsikring, Gebäudeversicherung Zürich (GVZ), der udstikker retningslinjerne for beredskaberne og deres udstyr. GVZ betaler også 50 % af anskaffelsesudgifterne til nyt materiel. Det har betydet, at kantonens brandvæsener generelt er godt kørende, og at der er en meget stor ensartethed, om end der ikke er rammeaftaler. De foreskrevne køretøjsspecifikationer er meget traditionelle med krav til chassis, motor, opbygning og udstyr.

I Schweiz betegnes normale autosprøjter som TLF (Tanklöschfahrzeug), og det er sådanne køretøjer, der danner rygraden i beredskaberne. Blandt kravene fra GVZ kan – udover den lemongrønne lakering – nævnes, at en TLF skal være på 4×4-chassis, snekæder, mindst 10 tons nyttelast og højst 18 tons totalvægt, dieselmotor med mindst 20 HK/ton, fuld- eller halvautomatisk gearkasse, 6-10 siddepladser, mindst 2.400 liter vandtank, normaltrykspumpe på mindst 3.000 l/m ved 10 bar og højtrykspumpe på mindst 250 l/m ved 40 bar, mindst 1 x 100 m HT-slange, mindst 10 kVA generator, lysmast, hydraulisk frigørelsessæt og overtryksventilator. Blandt de mere kuriøse indslag i kravspecifikationen er, at skydestigerne – hvoraf der både skal være en 14 m og en 9,8 m – skal være udført i træ.

De let genkendelige håndstiger af træ, der i mange år har været en fast del af oppakningen på Zürichs sprøjter, bliver med tiden udskiftet med stiger fremstillet af kulfiber, der er væsentligt lettere end træ. Foto: Jesper Lind Arpe

Træstigerne bunder blandt andet i, at Schweiz meget tidligt havde et yderst veludbygget sporvognsnet, hvorfor man grundet kørestrømmen i luftledningerne historisk ikke kører med metalstiger mange steder i Schweiz. De senere år er man dog gået over til carbonstiger, men formelt står der stadig træstiger i kravene for Zürich.

Siden 2002 har Zürich i flere omgange anskaffet nye, ensartede sprøjter – bygget på samme chassis, med de naturlige produktudviklinger undervejs, og udformet med samme skabsopbygning og samme udstyr.

TLF 06 tilgik Schutz & Rettung i 2008 og blev indsat i førsteudrykningen på station Süd, der dækker hovedparten af Zürich by. TLF 06 er opbygget på Scania P 420 med Allison-gearkasse. Køretøjet er opbygget af Rusterholz, der er Magirus-agent og stamleverandør af køretøjer til Zürich, hvortil de over små 20 år har leveret 17 Scania-TLF’ere og dertil også andre køretøjer. TLF 06 er en af de sidste med træstiger til Zürich.

I Hamburg indkøbte man i 1994 en sprøjte i farven RAL 1016, kaldet svovlgul. Læs mere her

  • Beredskab: Schutz & Rettung Zürich
  • Station: Süd
  • Køretøjstype: TLF (Tanklöschfahrzeug)
  • Fabrikat: Scania P 420 med Allison-gearkasse
  • Opbygning: Carrosserie Rusterholz, Richterswil (Zürich)
  • Pumpe: Magirus 2.800 l/min ved 10 bar og 250 l/min ved 40 bar
  • Vandtank: 2.680 liter
  • Førstehjælpsslanger: 2 x 100 m HT på vinder
  • Årgang: 2008
  • Foto: Jesper Lind Arpe

Denne side anvender cookies for at forbedre din brugeroplevelse. Du kan læse mere om cookies og om vores privatlivspolitik her:  Læs mere