Kør-selv-tur d. 16. juni 2019 – Roskilde og Jyllinge

Share

Årets anden kør-selv-tur


Årets anden kør-selv-tur gik til Østsjællands Beredskab (ØSB), hvor vi besøgte stationerne i Roskilde og Jyllinge. Det var tredje gang vi besøgte brandstationen. Sidst var i 2007 og 2001. Dengang hed beredskabet Roskilde Brandvæsen.

Denne gang var stationen en del af Østsjællands Beredskab. Men som situationen er i dag, vil det ved næste besøg igen være Roskilde Brandvæsen, idet ØSB er under opløsning.

ØSB er et fælleskommunalt beredskab, som betjener 325.000 indbyggere i Roskilde, Greve, Stevns, Køge, Høje-Taastrup, Ishøj, Solrød og Vallensbæk kommuner.  Pr 1/1-2020 vil Roskilde kommune igen etablere et selvstændigt beredskab. Ligeså vil de resterende kommuner, i hver deres konstellation.

16 medlemmer var mødt op og alt med blink blev fremvist. Selv magnetblink kom i brug. Vejret var med os, til tider måske lidt for meget sol, men man kan jo ikke tillade sig at klage.

Som det kan ses på billederne, anvendes der en meget blandet staffering på køretøjerne.  Der ses både køretøjer med nye stafferinger samt gamle stafferinger. Førsteudrykningen er i nyt ØSB design og andenudrykningen i oprindelige Roskilde Brandvæsen eller Falck designs. Grunden til denne opsætning er at man i det nye beredskab skal have nyt design. Derfor har man valgt at vente med omstaffering af vognparken til det nye Roskilde Brandvæsen er en realitet.

Efter vores besøg i Roskilde gik turen til Jyllinge, hvor alle køretøjer også blev kørt frem til en fotosession. Jyllinge var oprindeligt - før kommunalreformen i 2007 - Gundsø Brandvæsen.

Som rosinen i pølseenden blev områdets nødbehandlervogn dirigeret ud til stationen, så vi også fik mulighed for at fotografere den.

En stor tak til brandvæsenet for deres gæstfrihed og for hjælp med at køre biler ud til fotografering.

Tekst og foto: Henning Svensson.