Iveco 4×4 autosprøjte fra Feuerwehr Duisburg

Månedens køretøj juni 2020. Iveco 4x4 autosprøjte fra Feuerwehr Duisburg. Foto: Jesper Lind Arpe

Feuerwehr Duisburg har i mange år gået egne veje med deres køretøjer. Brandvæsenet var med til at udvikle den i dag så udbredte HLF (Hilfeleistungslöschfahrzeug) i 1970’erne – en kombination af en klassisk sprøjte til brandslukning og så et pionerkøretøj. Dette i erkendelse af, at indsatserne mere og mere orienterede sig i retning af redningsoperationer og i mindre grad mod brandslukning.

Senere begyndte man i Duisburg at operere med meget store 3- og sågar 4-akslede ”pionersprøjter”, i begyndelsen benævnt GTLF 5000 H med bl.a. 5.000 liter vandtank, og hvor H’et stod for Hilfeleistung. Senere ændredes betegnelsen til HTLF.

Månedens køretøj juni 2020. Foto: Jesper Lind Arpe

Man har også haft Rosenbauer-opbyggede terrængående sprøjter i stil med lufthavnenes RIV (Rapid Intervention Vehicle), og i forbindelse med Rote Hahn i 2000 bestilte brandvæsenet tre stk. Magirus Octopus – et helt nyt konceptkøretøj med specialchassis fra Titan. Octopus var tænkt som en såkaldt VLF (”Vorauslöschfahrzeug”), altså et hurtigtgående køretøj til førsteindsatsen, men Magirus var alt andet end hurtig… Det varede to år inden Duisburg fik sine tre Octopus’er, og de blev aldrig nogen succes, og det endte med, at de blev sendt retur til Magirus.

Månedens køretøj juni 2020. Foto: Jesper Lind Arpe

I dag er det stadig en ganske varieret vognpark, man møder hos Feuerwehr Duisburg. På nogle af de døgnbemandede stationer består førsteudrykningen af et stort kombikøretøj á la ovennævnte HTLF, en lille tankvogn (VLF med 2.400 liter vandtank) og en drejestige, mens der på andre af de døgnbemandede stationer har indsneget sig en vis normalisering med to mere traditionelle HLF og en drejestige.

Når det gælder disse mere almindelige pumpekøretøjer, råder man i dag over en større flåde af moderne sprøjter som den viste HLF 20/16 fra station 5 Homberg. Det er en IVECO 150E30 4×4 med Magirus AluFire-opbygning fra 2014. Stationen har to materielmæssigt identiske køretøjer af denne type. Den viste er en egentlige sprøjte, mens den anden organisatorisk fungerer som Gerätewagen GW 1 bemandet med kun to mand. Det er i øvrigt karakteristisk for Duisburg, at stort set alle pumpekøretøjer er bygget på terrængående chassiser.

Vi kunne også have valgt at vise en af de store kombikøretøjer, men for at få lidt variation i Månedens Køretøj valgte vi denne gang IVECO’en. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at vi på et senere tidspunkt vender tilbage til Duisburg på vores vej rundt i køretøjsuniverset.

  • Beredskab: Feuerwehr Duisburg
  • Station: Homberg (Station 5)
  • Køretøjstype: Autosprøjte (HLF 20/16)
  • Fabrikat: IVECO 150E30 4×4
  • Opbygning: Magirus AluFire
  • Årgang: 2014
  • Foto: Jesper Lind Arpe

Denne side anvender cookies for at forbedre din brugeroplevelse. Du kan læse mere om cookies og om vores privatlivspolitik her:  Læs mere