Generalforsamling d. 1. marts 2015 – Vordingborg

Vordingborg M1, Volvo FL 290 med Wiss opbygning. Foto: Tony Frimodt

Søndag d. 1. marts 2015 afholdt Dansk Selskab for Brandkøretøjer ordinær generalforsamling. Det foregik på Sydsjælland hos Vordingborg Brandvæsen, der havde stillet et lokale til rådighed, så generalforsamlingen kunne afvikles på brandstationen.

Vordingborg Brandvæsen har siden 2011 boet på den tidligere Falckstation på Haminavej, som kommunen købte, efter at det i 2010 så ud til at Falck ville tabe sin ambulancekontrakt til det svenske Samaritten. Det skete som bekendt ikke og i dag lejer Falck lokaler på stationen til sine to ambulancer og mandskab.

Efter generalforsamlingen, der blev afviklet i god ro og orden, kørte mandskabet beredvilligt køretøjer frem, så foreningens medlemmer kunne fotografere.

Tak til mandskabet i Vordingborg for deres gæstfrihed og for hjælp med at vise køretøjer frem.

Vordingborg Brandvæsens (materiel)historie kort

1. juli 1911: Vordingborg Kommunale Brandvæsen etableres. Man havde fra starten tre stationer, nemlig Vordingborg, Masnedsund og Nyråd. Bemandingen var: 1 brandinspektør, 3 assistenter, 2 underassistenter og 26 brandmænd. Slukningsmateriellet bestod af håndsprøjter, der kunne fremføres på hestevogne. Materiellet blev opbevaret i et sprøjtehus, som lå på Slotstorvet.

31. oktober 1934: Brandvæsenet anskaffer sin første automobilsprøjte, opbygget på et Ford A chassis. Samtidig flytter brandstationen til nye og større lokaler på Kirketorvet.

1946: Brandvæsenet modtager sin anden automobilsprøjte, på et brugt Volvo chassis årgang 1937, med opbygning af firmaet H. Meisner Jensen. Chassiset havde hidtil kørt som grissebil i Ringsted området. Den nye opbygning bestod blandt andet af 800 l vandtank og et Schrøder-Van Deurs skumanlæg.

1957: Brandvæsenet modtager sin første slangetender på Dodge Power Wagon. Køretøjet var pakkt med 1200 m b-slanger for kørende udlægning, frontpumpe samt påhængssprøjte. Vognen indgår ikke længere i udrykningen, men er bevaret i brandvæsenets regi og fremstår køreklar.

1960: Kommunen erhverver ejendommen Valdemarsgade 100 og indretter brandstation og vagtcentral i lokalerne, der siden 1920 har været anvendt til autoværksted.

1963: Brandvæsenet anskaffer radiomateriel til kommunikation mellem vagtcentral og køretøjer. Den døgnbemandede vagtcentral udbygges.

1964: Brandvæsenet modtager en ny automobilsprøjte på et Chevrolet chassis, opbygget og leveret af firmaet H. Meisner Jensen.

Ca. 1970: Den første tankvogn anskaffes. Der var tale om en tidligere oliebil, opbygget på et Bedford chassis og med 7000 l tank. Samtidig bestilles en ny automobilsprøjte på Mercedes-Benz 1113 chassis med Ziegler opbygning. Dette køretøj kom sidenhen til Nordsjællands Brandvæsen, som M7, og blev i en kort periode udlånt til Søllerød Hørsholm Brandvæsen.

1975: Brandvæsenet indkøber en Mercedes-Benz (Düsseldorfer) lastbil med mandskabskabine og åbent lad, til brug for bl.a. uheld med farlige stoffer. Køretøjet benyttes også af det kommunale civilforsvar,

1986: Bedford tankvognen fra 1970 udskiftes med en nyere Bedford tankvogn også med en fortid som oliebil.

1987: Der anskaffes en ny automobilsprøjte på Mercedes-Benz 1117 chassis, leveret og opbygget af firmaet H. Meisner Jensen. Vognen er i dag stationens 2. sprøjte.

2000: Brandvæsenet anskaffer en ny autosprøjte på Scania 114G 340 chassis med Autokaross opbygning. Den erstatter Mercedes-Benz 1113 sprøjten fra 1970, der i den forbindelse kommer til Brandskolen i Helsingør.

Scania tankvogn med Autokaross opbygning. Køretøjer et årgang 2005. Foto: Tony Frimodt

2005: Brandvæsenet anskaffer en ny tankvogn på Scania 94D 260 chassis med Autokaross opbygning. Vognen er stadig stationens primære tankvogn. Samme år anskaffen en ny Mitsubishi Outlander indsatsledervogn samt en ny redningsbåd.

Mercedes-Benz Sprinter redningsvogn, anskaffet i 2008 i forbindelse med at Redningsberedskaberne overtog opgaven med bl.a. frigørelse. Foto: Tony Frimodt

2008: En ny redningsvogn anskaffes, efter at ansvaret for bl.a. frigørelsesopgaver overgår til redningsberedskaberne. Køretøjet er en Mercedes-Benz Sprinter, høj og lang, som stadig er i drift.

Lidt bleg - miljøvogn på Mercedes-Benz Sprinter. Foto: Tony Frimodt

2010: Der anskaffes en ny miljøvogn på Mercedes-Benz Sprinter 516 CDI med alukasse – opbygget af firmaet Brdr. Plagborg A/S – og Zepro læsselift.

Metz redningslift - den ene af kun to i Danmark. Denne på Mercedes-Benz Econic chassis. Foto: Tony Frimodt

2011: Brandvæsenet anskaffer sit første højderedningskøretøj. Der er tale om en Metz redningslift på et Mercedes-Benz Econic chassis. Køretøjet er et demo-køretøj og leveres af RK Brand & Teknik i Ringe.

15. januar 2013: Under udrykning – på vej til færdselsuheld på Farøbroen – forulykker Vordingborgs Scania autosprøjte og totalskades. Det lykkes, med hjælp fra RK Brand & Teknik, at skaffe en midlertidig sprøjte, en Scania P360 CP28 med Rosenbauer ES opbygning, som anvendes i ca. fire måneder. Man ender dog med at gå en helt anden vej og købe den nuværende sprøjte M1, en Volvo FL 290 med Wiss opbygning af Hauberg Tecnique.

Denne side anvender cookies for at forbedre din brugeroplevelse. Du kan læse mere om cookies og om vores privatlivspolitik her:  Læs mere