Månedens køretøj april 2019 – HH 2504

HH 2504, den gule sprøjte fra Hamburg var et af syv identiske køretøjer. Foto: Tony Frimodt

Den gule sprøjte – HH 2504 – er en af en serie på syv identiske køretøjer leveret til Feuerwehr Hamburg i 1994, som første generation “Hamburger Löschfahrzeuge” HLF.

Mod slutningenn af 1980’erne oplevede man i Hamburg at antallet af ildløsindsatser var faldende, mens antallet af indsatser til miljø- og redningsrelaterede hændelser var stigende.

Som en direkte konsekvens heraf, valgte man at udvikle et helt nyt udrykningskoncept – “Hamburger Löschzug”, der blandt andet resulterede i anskaffelsen af en ny type autosprøjte – “Hamburger Löschfahrzeuge”, forkortet HLF, der kunne indsættes selvstændigt ved brand, redning og miljøindsatser samt som first-responder.

Fra at være et køretøj oppakket med alt overvejende brandslukningsmateriel, blev autosprøjten således til et kombineret brand- og redningskøretøj, som det kendes fra de fleste stedet i Vesteuropa i dag – også i Danmark.

Som den eneste af de syv, valgte man forsøgsvis at lakere HH 2504 svovlgul (RAL 1016) i modsætning til den normalt anvendte dagslysrød (fluorescerende rød, RAL 3024). Køretøjet tilgik Feuerwehrakademie Hamburg F 05 (Brand- og redningsskolen) mens de øvrigt seks blev fordelt parvis på stationerne Wandsbek F 21 (HH 2503, HH 2505), Alsterdorf F 16 (HH 2506, HH 2507) og Süderelbe F 36 (HH 2508, HH 2509).

De syv køretøjer blev bygget af firmaet FGL på Mercedes-Benz 1224 AF. Som nævnt bestod oppakningen af både brand- og redningsmateriel, blandt andet Holmatro frigørelsesværktøj, dykpumpe og 8 kW generator. Pumpen var en Rosenbauer R 240 med en ydelse på 1600 l/m ved 8 bar. Køretøjet havde en vandtank på 1400 l, fastmonteret skumtilblander, tagmonitor, 60 m førstehjælpsslange på vinde, slangekærre med 200 m B-slanger samt lysmast med 2 x 1000 W projektører. Bemandingen var 1 +5.

Hidtil bestod et slukningstog i Hamburg af autosprøjte (LF 16), tankvogn/tender (TLF 16/25), drejestige (DLK 12/23), let redningsvogn (RW 1) og et ledelseskøretøj (KLF). I det nye koncept bestod udrykningen i stedet af 2 autosprøjter (HLF), drejestige (DLK) og et ledelseskøretøj (KLF).

Det første “Hamburger Löschzug” blev sat i drift d. 28. oktober 1994 på station Wandsbek F 21.

HH 2504 blev i 2011 foræret til et projekt i Dar es Salaam i Tanzania. Køretøjet forulykkede imidlertid i juli 2012 og blev i den forbindelse totalskadet.

I parentes kan bemærkes, at FLG – Feuerlöschgerätewerk Luckenwalde – der byggede de syv sprøjter, er en tidligere østtyske brandmaterielfabrik i Luckenwalde syd for Berlin. Før murens fald var det her, man byggede de meget store serier af brandkøretøjer på IFA W50-chassiser, og det var også – så vidt vides – den eneste drejestigefabrik i Østeuropa, når der ses bort fra Sovjetunionen. I dag ejes fabrikken af Rosenbauer, og der bygges blandt andet AT3-køretøjer i Luckenwalde.

  • Beredskab: Feuerwehr Hamburg
  • Station: Feuerwehrakademie Hamburg F 05 (Brand- og redningsskolen)
  • Køretøjstype: HLF (autosprøjte)
  • Fabrikat: Mercedes-Benz 1224 AF
  • Opbygning: Feuerlöschgerätewerk Luckenwalde
  • Årgang: 1994
  • Foto: Tony Frimodt

Læs også om foreningens studietur til Hamburg i 2013

Denne side anvender cookies for at forbedre din brugeroplevelse. Du kan læse mere om cookies og om vores privatlivspolitik her:  Læs mere