Udrykning i Frederikssund anno 1961

Udrykning i Frederikssund anno 1961

Det sker jævnligt, at vi i foreningen bliver kontaktet af folk, der spørger om vi kender til et eller andet specifikt køretøj. Ofte udspringer spørgsmålet af en begivenhed, noget man har oplevet – måske i barndommen – og nu faldt man lige over et billede på nettet, eller i et gammelt fotoalbum, som bringer minderne frem. I kraft af det store netværk vores medlemmer udgør, er vi som regel i stand til at finde frem til oplysninger om netop det køretøj, forespørgslen går på.

Da Torben fra Vanløse kontaktede os, med netop et spørgsmål relateret til et specifikt køretøj fra Frederikssund, gik netværket i arbejde og det lykkedes da også at finde frem til køretøjet. Vi har i den forbindelse være så heldige, at Torben har givet os lov, at dele hans erindringer, om en udrykning i Frederikssund anno 1961.

Udrykningen den 27. jan. 1961 til Holmensvej 6, Frederikssund

Udsnit af Fortællingen: ’Hvad lavede jeg i 1960 – 61 i Frederikssund’. Tekst og illustrationer Torben Brill Olsen.

I 1960 flytter jeg som 20-årig til Frederikssund og bor i annekset hos K.P. Madsen Færgevej 79. Mit lærested Firmaet Verner Kristensen, Mekanisk Etablissement, er flyttet fra Kongelysvej i Gentofte til Holmensvej 6 til en nyopført fabrik med tilhørende tjenestebolig. Læretiden som værktøjsmager er næsten færdig og jeg må derfor følge firmaet til deres nye sted i Frederikssund. På dette tidspunkt er jeg den eneste fra fabrikken i Gentofte, der har fast bolig i Frederikssund og adgang til fabrikken udenfor arbejdstid. Mester har vist mig den tillid at jeg hver dag indtil videre lukker fabrikken op om morgenen kl. 7.

Udrykning i Frederikssund anno 1961

En mørk og kold januar dag i 1961 midt under aftensmaden, på Fru Johnsruds Pensionat, sker der noget interessant. Telefonen ringer, ikke usædvanligt, det gør den gerne om aftenen. Men denne gang bliver der ringet til pensionatet fra den lokale brandstation.

”Torben der er telefon til dig, det er fra brandstationen, han siger det haster,” råber Fru Johnsrud ud i spisestuens brogede forsamling. Jeg lægger kniv og gaffel og forlader min sidste frikadelle med brun sovs til fordel for opkaldet. Jeg får kantet mig frem til telefonen mellem gæsternes tobaksrøg og tager røret:

”Hallo, det er Torben.”

Brandmanden i telefonen siger:

”Kan du ikke lynhurtigt skynde dig at cykle op til firmaet, fordi der er alarmeret, at der er brand i bygningen ud til vejen. De er på vej derud med den lille ’Sprøjte’. Se om du kan ringe tilbage, når du kommer frem.”

Hvordan han havde fundet frem til mig, ved jeg ikke, men det er trods alt en lille by, og jeg bor i annekset hos K. P. Madsen, der er ansat ved politiet. Jeg er en autoritetstro ung mand, lader nu mad være mad, og cykler så hurtigt jeg kan op til fabrikken, som er en af de få nye i det øde industrikvarter.  Det er mørkt. Jeg er glad for min dynamolygte, og en tur der normalt tager under 10 minutter, cykler jeg denne gang på rekordtid. På lang afstand kan jeg se, at den er god nok, der er noget der brænder i den nyopførte tjenestebolig, der ligger lidt fra selve fabriksbygningen.

Noget forpustet når jeg frem efter det sidste stykke i helt mørke. Jeg lukker mig ind på fabrikkens kontor og ringer tilbage til brandstationen og bekræfter at branden er i tjenesteboligen og ikke i selve fabrikken. Jeg får efterfølgende tændt den udvendige belysning ved porten.

Udrykning i Frederikssund anno 1961

Nogenlunde samtidig er en lille brandbil med slukningsudstyr uden udrykning ankommet. På det tidspunkt er ilden nået godt op i den indvendige loftsforskalling og truer husets tagkonstruktion. Jeg havde nok en forventning om en større udrykning og adskillelige brandbiler, men fornemmer at det varer længe, før der rigtig sker noget.

Brandstationen ligger vel højst 5 minutters kørsel væk fra fabrikken. Det næste køretøj rykker først ud om nødvendigt. Der er langsomt kommet flere alarmerede brandfolk til brandstedet, nogle på cykel andre i privatbiler. Her er utroligt nok også en større sammenstimling af nysgerrige på dette øde sted.

Blandt brandmænd i deres uniformer og udstyr, er der en med en blank brandhjelm. Han råber og dirigerer med alle de andre, så han må være chefen.

Jeg står i kulden og betragter hele sceneriet på afstand i lyset foran porten til fabrikshallen. ’Den blanke hjelm’ kommer over gårdspladsen mod mig.

”Er det dig der er chefen her?” lyder hans spørgsmål henvendt til mig.

”Nej, svarer jeg,” men jeg har nøgler til at komme ind på fabrikken, hvis det er nødvendigt.”

”Nej vi skal ikke ind, vi er snart færdige. Der bliver et par mand tilbage indtil de overophedede petroleumsovne er kølet mere ned,” svarer ’Den blanke hjelm’.

Og fortsætter: ”Hvis du har mulighed for det, skal du nok kontakte din chef og fortælle hvad der er sket.”

Min opgave bliver at ringe til Kristensen, og fortælle at deres private indflytning nok bliver forsinket et stykke tid, og ellers er der ikke sket noget med selve fabrikken.

’Den blanke hjelm’ siger: ”Du kan sige at årsagen til branden er to store petroleumsbrændere, som murerne har sat ind for at kunne tørre de nypudsede vægge hurtigere.”

”Det var synd vi måtte forstyrre dig i din aftensmad hos Johnsrud, men jeg håber du klarer dig alligevel.”

Kristensen er overrasket over at jeg ringer, og lyder med sin jyske dialekt samtidig glad over jeg er på stedet, og at selve fabrikken er uskadt. Den jyske dialekt har altid undret mig, det kan han ikke skjule selv efter mange år på Sjælland.

”Torben, vi kan snakke videre, når jeg kommer i morgen, tak for opringningen.”

Så er den dags oplevelser slut, men jeg må affinde mig med en halvtom mave indtil morgenmaden. Måske er jeg heldig og finde et eller andet hjemme på værelset.

Næste morgen lyder velkomsten ’Der har vi brandmajoren’ fra alle de nysgerrige morgenduelige på Fru Johnsrud’s vigtige pensionat i byen.

Alle vil vide brandens detaljer, der så kan fortælles videre ud i lokalområdet i løbet af dagen. Jo, Byen er skam lille. Jeg får min tiltrængte morgenmad og kommer alligevel afsted i god tid før kl. 7 til arbejdspladsen, hvor der allerede er tilskuere til den beskadigede bygning.

Denne side anvender cookies for at forbedre din brugeroplevelse. Du kan læse mere om cookies og om vores privatlivspolitik her:  Læs mere