Som et led i den løbende faglige opkvalificering af mandskabet har Hovedstadens Beredskab, som et pilotprojekt, indført et nyt koncept hvor betjening af drejestiger bliver et speciale i lighed med f.eks. CBRN, overfladeredning og dykning.
”Drejestigen er vores mest komplicerede værktøj og vi må hele tiden blive bedre til det vi arbejder med, så for os er det et helt naturligt tiltag” siger Henrik B. Rasmussen, der er projektansvarlig og daglig leder af Hovedstadens Beredskabs udviklingsafdeling.
Konkret betyder det at Hovedbrandstationen er blevet indrettet som en ren drejestigestation hvorfra tre drejestiger skal dække område øst. En lignende station overvejes i beredskabets vestlige del.
Pilotprojektet løber året ud, hvorefter det skal evalueres. I forbindelse med udarbejdelse af den nye risikobasserede dimensionering afgøres det, om konceptet skal gøres permanent.