Kør-selv-tur d. 10. september 2017 – Ballerup …

Station Ballerup. Foto: Henning Svensson

Igen var foreningen på farten. Denne gang for at besøge Beredskab Øst og deres fire stationer i hhv. Ballerup, Gladsaxe, Gentofte og Lyngby.

Foreningen besøgte sidst Beredskab Øst i april 2016. På det tidspunkt havde man afgivet bestilling på bl.a. en række nye tanksprøjter og tankvogne. Derfor blev det aftalt, at vi skulle vende tilbage, når køretøjerne var leveret og sat i drift. Som sagt, så gjort.

Dagen startede på St. Ballerup. Stationen er den vestligeste af beredskabets fire stationer. Her er et døgnhold bestående af en holdleder og fem brandfolk på vagt. Derudover har man en deltids-holdleder og fem deltidsbrandfolk på tilkald, til at dække 2. udrykningen.

St. Ballerup er Beredskabs Øst’s kemi-station. Det betyder, at der ved større kemikalieuheld, afgår sprøjte og kemi- og miljøredningsvogn fra Ballerup samt sprøjte og tankvogn fra en af de tre andre stationer.

I forbindelse med køretøjsindkøbet i 2016, fik stationen ny tanksprøjte og tankvogn.

På station Ballerup betjener man sig af:

  • Scania P410 tanksprøjte (primær)
  • Scania 94D 220 autosprøjte
  • Scania P310 Metz redningslift
  • Scania P 410 vandtankvogn (primær)
  • Volvo FE 340 vandtankvogn
  • Volvo FE 340 Kemi- og miljøredningsvogn
  • Volvo XC60 D5 Aut Awd indsatsledervogn
  • VW Tiguan 2.0 TSI Aut indsatsledervogn
Station Gladsaxe. Foto: Henning Svensson
Dagens gruppebillede. Foto: Henning Svensson

Gladsaxe har redning som speciale

På station Gladsaxe – turens andet stop – modtog vi en grundig orientering om Beredskab Øst, inden der blev fotograferet køretøjer.

Stationen er bemandet som Ballerup og har, i lighed med Ballerup, et speciale, nemlig redning.
Det betyder, at der ved melding om komplicerede redningsopgaver afsendes sprøjte og redningsvogn fra Gladsaxe samt sprøjte og et relevant følgekøretøj fra en af de tre andre stationer.

I forbindelse med køretøjsindkøbet i 2016 fik stationen ny tanksprøjte og tankvogn.

På station Gladsaxe betjener man sig af:

  • Scania P410 tanksprøjte (primær)
  • Scania 94D autosprøjte
  • Mercedes Benz Econic / Bronto redningslift
  • Scania P410 tankvogn
  • Scania P310 redningsvogn
  • VW Tiguan 2.0 TSI Aut indsatsledervogn
  • 2. stk. Ford Galaxy 2.0 TDCI Aut indsatsledervogne
  • Ford Connect 1.8 TDI færdselsvogn
  • Ford Mondeo 2.0 SCTI færdselsvogn
Station Gentofte. Foto: Henning Svensson

Ny drejestige i Gentofte

Fra Gladsaxe gik turen videre østpå til brandstationen i Gentofte. Her er en holdleder og fem brandfolk på vagt. Stationen er den eneste af beredskabets fire stationer, der ikke benytter deltidsbrandfolk som supplement.

Siden vi senest besøgte stationen i 2016, har man indsat en ny drejestige. Den erstatter en ældre Volvo/Vema redningslift, som stammer fra Gentofte Brandvæsens tid. Den nye drejestige på MB Atego/Magirus blev indledningsvis lejet, men man har siden valgt at købe køretøjet. Ligeledes har man, i forbindelse med at man indsatte de nyindkøbte Scania tanksprøjter og tankvogne på stationerne i Ballerup, Gladsaxe og Lyngby, flyttet Lyngbys nyere Volvo tanksprøjte til Gentofte.

Stationen er også hjemsted for beredskabets havgående båd, til brug for kystnær redning.

På station Gentofte betjener man sig af:

  • Volvo FM 330 tanksprøjte
  • Mercedes Benz Atego 1530 F/Magirus drejestige
  • Mercedes Benz Sprinter 316 CDI følgeskadekøretøj/bådtrækker
  • Tornado redningsbåd på efterløber
Station Lyngby. Foto: Henning Svensson

Brandstation i hyggelige omgivelser

Vores tur denne søndag sluttede i Lyngby, på den fjerde af Beredskab Øst’s stationer.

I hyggelige omgivelser, på den bondegårdslignende brandstation, er en holdleder og fem brandfolk på døgnvagt. De suppleres af en deltidsholdleder og fem deltidsbrandfolk.

Stationen ligger i noget der minder om landlige omgivelser og udrykningsområdet omfatter da også både Dyrehavsbakken og Frilandsmuseet. Det giver nogle udfordringer i forhold til vandforsyning i forbindelse med brand. Stationen er derfor bestykket med to tanksprøjter, tankvogn og slangetender med A-slange pakning.

På station Lyngby betjener man sig af:

  • Scania P410 tanksprøjte (primær)
  • Volvo FM 330 tanksprøjte
  • Mercedes Benz Econic 1833 LL/Metz drejestige
  • Volvo FM 340 tankvogn
  • Toyota Land Cruiser slangetendere/bådtrækker
  • Mercedes Benz Sprinter 316 CDI følgeskadevogn
  • Zodiac redningsbåd på efterløber (til søer)
  • Volvo XC60 D5 ADW indsatsledervogn
  • Ford Galaxy 2.0 TDCI Aut indsatsledervogn

Lidt fakta om Beredskab Øst

Beredskab Øst er etableret som et samarbejde mellem kommunerne Ballerup, Herlev, Gladsaxe, Gentofte og Lyngby-Taarbæk.

Slukningsområdet dækker ud over Ballerup, Herlev, Gladsaxe, Gentofte og Lyngby-Taarbæk en del af Egedal og Furesø/Værløse, i alt ca. 300.000 indbyggere.

Indsatsledervagten dækkes af 3 indsatsledere, Vest (Ballerup), Midt (Gladsaxe) og Øst (Lyngby og Gentofte).

Beredskab Øst kørte i 2016 til 2706 hændelser.

Tak til Beredskab Øst for deres gæstfrihed.

Denne side anvender cookies for at forbedre din brugeroplevelse. Du kan læse mere om cookies og om vores privatlivspolitik her:  Læs mere