Kør-selv-tur d. 26. juni 2011 – Dragør

MAN-VW autosprøjte, også kendt som mini-MAN, foran brandstationen i Dragør. Foto: Henning Svensson

Søndag d. 26. juni 2011 besøgte foreningen Dragør Bandvæsens to stationer i hhv. Dragør og Store Magleby samt Københavns Brandvæsens station C.

Dagen startede i Dragørs gamle by. Der er ikke meget plads at gøre godt med på brandstationen, der stort set kun består af remise. Dragør har to køretøjer, en MAN-VW autosprøjte med H. F. Nielsen opbygning og en Ford Transit redningsvogn, ex. Tårnby Brandvæsen.

På dagens andet stop, brandstationen i Store Magleby, vejrede Dannebrog foran indgangen og stationens køretøjer var kørt frem. Efter en rundvisning og en kop varm kaffe var det tid til at fotografere køretøjer.

I Store Magleby kører man med en Mercedes-Benz 1017 autosprøjte, ex. Søllerød Brandvæsen, ex. Holland, en Magirus Deutz drejestige, ex. Københavns Brandvæsen og en Toyota Land Cruiser slangetender, der har taget turen fra Falck i Hurup til Falck i Hanstholm, videre til Rudersdal Hørsholm Brandvæsen, for til sidst at komme til Dragør Brandvæsen. Dertil kommer to færdselsvogne på hhv. Mercedes-Benz Vito og Peugeot Partner samt en Ford Transis bus og en Toyota RAW 4 indsatslederbil.

En flagsmykket brandstation i Store MAgleby, med alle bilerne kørt frem. Foto: Henning Svensson
Mercedes-Benz 1017 autosprøjte, ex. Holland, ex. Søllerød Brandvæsen. Foto: Henning Svensson
Dragør S1, Magirus Deutz årgang 1983, ex. Københavns Brandvæsen. Foto: Henning Svensson
R11 foran Christianshavns brandstation. MAN TGA 18.313, årgang 2005, opbygget af Rosenbauer. Foto: Henning Svensson

Dagen sluttede på Københavns Brandvæsens station Christianshavn i Markmandsgade, der teknisk set ikke ligger på Christianshavn, men på Amagerbro – også kaldet Sønderbro – som er den nordøstlige del af Amager, lige syd for Christianshavn.

Christianshavns Brandstation er fra 1904. Den blev etableret efter at Sundbyerne blev indlemmet i Københavns Kommune i 1902. Der var oprindeligt tre brandvagter i området. De blev alle nedlagt med etableringen af Christianshavns brandstation. I 1904 var Amager et rent landdistrikt, med små huse, gårde og marker.

På station C havde man ved foreningens besøg en MAN TGL 18.313 autosprøjte med Rosenbauer opbygning og en Iveco Magirus drejestige.

Mange tak til Dragør Brandvæsen og til mandskabet på station C for deres gæstfrihed og for hjælp med at køre biler frem.

Du kan læse mere om Københavns historie, Markmandsgade og Christianshavns Brandstation her

Denne side anvender cookies for at forbedre din brugeroplevelse. Du kan læse mere om cookies og om vores privatlivspolitik her:  Læs mere