En våd dag på Sydsjælland og Møn

Af: Tony Frimodt

Præstøs Volvo FL-sprøjte i silende regn foran den nye brandstation. Foto: Tony Frimodt

Det var en ualmindelig våd dag, søndag d. 25. maj – som det også fremgår af nogle af billederne. Foreningen var på fototur hos Midt og Sydsjællands Brand & Redning i Præstø, Stege og Næstved. Trods det våde vejr var humøret højt og alle kamera blev flittigt brugt.

Dagen startede i Præstø, hvor stationens to brandkøretøjer, en Volvo FL 280 sprøjte med Ziegler opbygning og en MAN TGM 18.290 tankvogn opbygget på Falcks centralværksted, blev kørt frem til fotografering. Der var naturligvis også lejlighed til at stille spørgsmål vedrørende køretøjer og station. Med til historien hører, at der også er stationeret en af Region Sjællands ambulancer på stationen, men den var (naturligvis) på gaden ved vores besøg.

Tv. HRSE på Mercedes-Benz Sprinter 4×4, brandvæsenets højderedningsenhed. Th. Tanksprøjte på MAN TGM 18.290. Foto: Tony Frimodt

Med Præstø afviklet gik turen videre, en halv times kørsel, til Stege på Møn. Her blev vi taget imod at brandstationslederen, der fortalte og viste køretøjer frem. I Stege holder brandvæsenets højderedningskøretøj, en Mercedes-Benz Sprinter 4×4.

Køretøjet dækker hele brandvæsenets slukningsområde, men anvendes navnlig ved ulykker på og ved Møns klint. Køretøjet er desuden forsynet med let frigørelsesværktøj, frontspil, en super-HT med tilhørende 400 liters vandtank og bemandes med en holdleder og to brandfolk.

I Stege betjener man sig desuden af en tanksprøjte på MAN TGM 18.290 opbygget af Wiss, med 5000 liters vandtank og frontspil og en tankvogn på Volvo FL 280. Sidst men ikke mindst har man en redningsbåd på trailer.

Efter besøget i Stege gik turen nordpå til Næstved. Undervejs havde medlemmerne lejlighed til at holde frokost. I Næstved blev vi budt på kaffe og det blev aftalt hvordan fotoseancen skulle foregå.

Tv. Brandvæsenets nyeste sprøjte på Volvo FM/GKV. Th. Tilsvarende nyeste tankvogn på Volvo FM/Wiss. Foto: Tony Frimodt

Stationen i Næstved er ret godt bestykket med køretøjer. Blandt andet har man her brandvæsenets to nyeste køretøjer, en Volvo FM-sprøjte opbygget af GKV og leveret i 2024 samt en Volvo FM-tankvogn opbygget af Wiss og leveret i 2025.

Derudover betjener man sig af endnu en sprøjte på Mercedes-Benz 1329 Atego med Rosenbauer opbygning, en Mercedes-Benz 1832 Actros tankvogn med SAWO opbygning, en Bronto Skylift på Mercedes-Benz 1831 Actros, en tung redningsvogn på Mercedes-Benz 1022 Atego, en Land Rover 130 Defender slangetender/bådtrækker samt en Zodiac redningsbåd. Dertil komme et indsatslederkøretøj og diverse færdselsvogne.

Brandstationen i Næstved er som udgangspunkt deltidsbemandet, men man har et autoværksted på stationen, som leverer mandskab i dagtimerne, så sprøjten ofte kan afgå øjeblikkeligt. Brandvæsenets vagtcentral og administration bor ligeledes på stationen.

Mange tak Midt- og Sydsjællands Brand & Redning og til mandskabet i Præstø, Stege og Næstved for hjælp med at køre biler frem til fotografering.

Land Rover 130 Defender slangetender og bådtrækker med isbåd og Zodiac redningsbåd på Brenderup trailer. Foto: Tony Frimodt

Del indlægget:

Denne side anvender cookies for at forbedre din brugeroplevelse. Du kan læse mere om cookies og om vores privatlivspolitik her:  Læs mere