![](https://usercontent.one/wp/www.brandkoretojer.dk/wp-content/uploads/Dinky-Toys-Ford-Transit-6-2-1024x683.jpg?media=1660732564)
I et tidligere indlæg, der omhandlede renovering af en Dinky Toys Land Rover, lovede jeg at vise et eksempel på gamle modelbiler jeg har anskaffet, der er i så god stand, at jeg har valgt ikke at renovere dem. Disse to Dinky Toys Ford Transit Fire Service Vans fandt jeg på DBA til en yderst rimelig pris. De er på ingen måde i perfekt stand (Mint Condition), de har begge tydelige spor af brug, men de er begge ret velholdte og det gør mig ikke noget, at man se de er blevet brugt.
Med undtagelse af en antenne på den ene og et par brandøkser, er alle modellernes dele bevaret. Malingen er kun i begrænset omfang ridset eller afskallet. Ruderne er hele og ikke nævneværdigt ridset. De originale mærker sidder fortsat på bilerne og er i store træk komplette. Hjælpeslangen kan trækkes ud og rulles op igen ved at aktivere palen bag sidedøren og taggalleriet med stige er intakt. På den ene model er klokkerne på taggalleriet dog lidt oxideret.
Når jeg af og til falder over modeller i så relativt god stand, vælger jeg at bevare dem, som de er. De manglende dele kan købes reproduceret, hvilket jeg har tænkt mig at gøre.
Dinky Toys fremstillede i perioden 1966 til 1979 en række Ford Transit varianter. De kan opdeles i tre hovedgrupper – eller støbninger:
![](https://usercontent.one/wp/www.brandkoretojer.dk/wp-content/uploads/Dinky-Toys-Ford-Transit-5-2-1024x683.jpg?media=1660732564)
- Type 1 med skydedør i højre side, sidehængslet lastrumsdør i venstre side, to sidehængslede bagdøre og glas forlygter.
- Type 2 uden skydedør, med sidehængslet lastrumsdør i venstre side, tophængslet bagklap og støbte forlygter.
- Type 3 uden skydedør, med faceliftet kølergrill, sidehængslet lastrumsdør i venstre side, tophængslet bagklap og støbte forlygter.
I den virkelige verden er der absolut tale om en klassiker. Ford Transitten definerede i en sådan grad varevognsmarkedet i Storbritannien den gang, at der ifølge britisk politi, i 1970’erne, blev anvendt en Ford Transit som flugtbil i 95% af alle registrerede røverier. Det siger da ikke så lidt.
![](https://usercontent.one/wp/www.brandkoretojer.dk/wp-content/uploads/Dinky-Toys-Ford-Transit-2-2-1024x683.jpg?media=1660732564)
Dinky Toys Fire Service Van findes som type 1 og type 2 i både den klassiske røde farve og i metallic rød. Type 1 har glas forlygter, mens type 2 (og 3) har støbte forlygter. Af yderligere variationer kan nævnes taggalleriet, førstehjælpsslangen og brandøksen, der blev leveret i farverne gul eller sort og antennen, som blev leveret i hvid eller sort. Det kunne tyde på, at taggalleri og førstehjælpsslange systematisk har samme farve – hhv. gul eller sort, men i øvrigt ses en kombinationer af sorte og hvide antenner og gule og sorte økser, tilsyneladende uden nogen form for system. Ligeledes ses interiør i varianterne hvid, grå og rød.
![](https://usercontent.one/wp/www.brandkoretojer.dk/wp-content/uploads/Dinky-Toys-Ford-Transit-1-2-1024x683.jpg?media=1660732564)
Ud over brandbilen blev der fremstillet en ambulance og en politibil, der begge gik igen som både type 1, 2 og 3, men for politibilens vedkommende i forskellige bemalinger. Der blev også fremstillet en række varebilsvarianter i forskellige bemalinger og med forskellige firmanavne, blandt andet Hertz og Kenwood, på siden samt en gul Motorvejs Servicebil.
Dinky Toys fremstillede i 1970’erne en række modeller – både brandbiler, ambulancer og en kranvogn – på forskellige chassiser, med Falck Zonen/Falck logo, specielt til det danske marked. Der var tale om modeller, som allerede fandtes i Dinky Toys kataloget og som derfor ikke nødvendigvis var i drift hos Falck. Man havde ganske enkelt bare forsynet modellerne med et Falck logo og navnetræk til lejligheden. Jeg kan naturligvis tage fejl, men det var vist kun Ford Transitten, som reelt havde været en del af Falcks vognpark.
![](https://usercontent.one/wp/www.brandkoretojer.dk/wp-content/uploads/Dinky-Toys-Ford-Transit-4-2-1024x683.jpg?media=1660732564)
Mine to Fire Service Vans er hhv. en type 1 med “Fire Service” logo og en type 2 i klassisk rød med Falck Zonen logo. Taggalleri og førstehjælpsslanger er gule så jeg har tænkt mig at købe en reproduceret hvid antenne og gule brandøkser, da jeg synes det passer bedst til min model. Den hvide antenne på type 1 modellen er original.
Når man kigger på modellerne, er man ikke i tvivl om hvilket køretøj, der er tale om – altså en Ford Transit.
Med det sagt, må man også erkende, at Dinky Toys ikke altid formåede at levere virkelig korrekt detaljerede modeller. Støbningerne er ofte relativt grove og i mange tilfælde ikke særligt nøjagtige. Faktisk gik det op for mig, i forbindelse med at jeg fotograferede de to Transitter, at skalaen er smuttet – der er simpelthen forskel på størrelsen af de to modeller, hvilket i øvrig ikke var ualmindeligt med Dinky Toys modelbiler. Skalaen lå typisk et sted mellem 1/64 og 1/43.
![](https://usercontent.one/wp/www.brandkoretojer.dk/wp-content/uploads/Dinky-Toys-Ford-Transit-3-2-1024x683.jpg?media=1660732564)
Lad os lige runde af med at konstatere, at der er tale om legetøj, og det er først efter mange år, at modellerne for alvor er blevet, om jeg så må sige, ophøjet til samlerobjekter – og det skyldes alene historien og det faktum, at der findes voksne mænd som mig, der svælger i nostalgien.
Type 1
- Nr. 286 Fire Service, Falck Zonen 1968-1974
- Nr. 287 Police Accident Unit 1967-1974
- Nr. 407 Hertz Truck Rental 1966-1974
- Nr. 407 Kenwood Domestic Appliance 1966-1974
![](https://usercontent.one/wp/www.brandkoretojer.dk/wp-content/uploads/Dinky-Toys-Ford-Transit-8-1024x683.jpg?media=1660732564)
Type 2
- Nr. 271 Fire Service, Falck Zonen 1975
- Nr. 272 Police Accident Unit 1975-1979
- Nr. 276 Ambulance 1978-1979
- Nr. 416 Motorway Service, 1975-1978
![](https://usercontent.one/wp/www.brandkoretojer.dk/wp-content/uploads/Dinky-Toys-Ford-Transit-7-1024x683.jpg?media=1660732564)
Type 3
- Nr. 269 Police Accident Unit 1978-1979
- Nr. 274 Ambulance 1976-1979
- Nr. 390 Customised Freeway Cruiser – Vanpire 1978-1979
- Nr. 417 Motorway Service 1978-1979