Månedens køretøj december 2018

Månedens køretøj december 2018

Tivoli Beredskab Sprøjte T1.

I 2009 fik Tivoli sin første sprøjte. Den var en del af et nyt beredskab, som skulle højne sikkerheden i Tivoli.

Der er ca. 30 personer, som er uddannet i brandslukning og førstehjælp i Tivoli. Denne styrke består blandt andet af Tivolibetjente og servicepersonale.

Sprøjten er placeret ved service indkørslen ved Tietgensgade og kan rykke ud med kort varsel. Sprøjten dækker kun området inde i haven.  Ved brand i Tivoli samt ved hjertestop, bliver Tivolis Beredskab tilkaldt som første indsats og samtidig bliver der slået alarm via 112.

Sprøjtens oppakning består af trykluftapparater til to brandmænd, pumpe, slanger, strålerør, forgrener, en lille stige, økse, projektør og hjertestarter. Brandbilen er monteret med blå blink og udrykningssignal.

Brandmændene fra beredskabet er lokalkendte og kan hjælpe den ankommende styrke med at komme på plads. Brandmændene har også mulighed for at begynde brandslukning. De kan tilkoble slanger og pumpe til havens tre brandhaner, samt pumpe vand fra søerne i haven.

Den første sprøjte Tivoli fik, var bygget på en forlænget golfvogn af mærket Club Car Carryall 6". Som det kan ses på billederne, skete der løbende en tilpasning af sprøjten. F.eks. blev en tredje siddeplads udskiftet med et skab.

I 2017 fik Tivoli deres anden sprøjte, opbygget af Hauberg Technique. En stor forbedring er den nu lukkede kabine.

Ved første syn snydes man nemt, da brandbilen ligner en legetøjsbrandbil.

Giv dit bud på månedens køretøj.

Månedens køretøj er en kort præsentation af et vilkårligt brand- og redningskøretøj fra et ligeledes vilkårligt beredskab - dog sædvanligvis fra Danmark, Skandinavien eller det øvrige Europa.

Der er ikke nødvendigvis tale om nye køretøjer. Gamle køretøjer, herunder veterankøretøjer, kan også forekomme.

Du har mulighed for at give dit bud på månedens køretøj. Send os et eller flere af dine egne digitale billeder i en god opløsning samt de oplysninger du har om køretøjet, beredskabet, årgang, hvem, der har stået for opbygning m.v.

Hvis vi bringer dit billede, og hvis du er medlem af Dansk Selskab For Brandkøretøjer, deltager du i lodtrækningen om et gavekort på. kr. 150,00.

Trækningen foregår i forbindelse med foreningens julearrangement i december. Arrangementet annonceres på foreningens medlemsforum.

  • Beredskab: Tivoli Beredskab
  • Station: Tivoli
  • Køretøjstype: Eldrevet Brandbil
  • Fabrikat: Ukendt mærke
  • Årgang: 2017
  • Opbygning: Hauberg Technique
  • Pumpe: Otter
  • Fotograf: Henning Svensson