Aktiviteter

Aktiviteter – lidt for enhver smag

På studietur til Hamburg 2013.

Foredrag, kør-selv-ture og et julemøde.

Foreningen afholder løbende en række forskellige aktiviteter. Vi forsøger at ramme bredt inden for vores interesseområde, så der er noget for enhver smag.

Af forskellige aktiviteter kan nævnes modelbyggeaftener, medlemsmøder med besøg af en foredragsholder, virksomhedsbesøg, kør-selv-ture, studieture til udlandet samt naturligvis den årlige generalforsamling og juleafslutning.

Flere gange i løbet af året afholdes kør-selv-ture. Turene er foto-udflugter med et eller flere brandvæsener som mål og som navnet antyder, står medlemmerne selv for transport.

Er du ikke bilejer så fortvivl ikke. Vi har en lang tradition for samkørsel.

Ved flere lejligheder har foreningen afholdt studieture til udlandet.

Førsten gang i august 2005, hvor vi besøgte Feuerwehr Hamburg (Hamburg brandvæsen) og Polizeipräsidium Hamburg (Politiet, Politigården i Hamburg).

Siden da, har vi besøgt Oslo Brann- og Redningsetat (Oslo Brandvæsen) i 2010 og Hamburg (Brandvæsen, Politi, Toldvæsen og Lufthavns brandvæsen) igen i 2013.

En af de første aftener i december mødes medlemmerne for at ønske hinanden god jul.

Arrangementet krydres gerne med lidt juleknas, billedfremvisning og køb-salg-bytte af bøger, modelbiler samt andre effekter.

Det er også denne aften vi trækker vinderen af konkurrencen om "Årets køretøj".

Det er som udgangspunkt gratis for medlemmer at deltage i de forskellige aktiviteter, dog kan der ved særlige arrangementer (f.eks. studieture til udlandet) forekomme brugerbetaling.

Alle foreningens aktiviteter annonceres løbende på vores medlems-forum.

Skriv et svar